Annonce

Annonce

I en udtalelse fra EU-Kommissionen om forbuddet mod at holde husdyr i bur står der bl.a., at forbuddet vil understøtte omlægningen til mere økologi i EU.

EU-Kommissionen bekræfter: Vil forberede et forbud mod burdyr i landbruget

Europa-Kommissionen har netop meddelt, at den vil udarbejde et lovforslag, der skal forbyde fikserede dyr og dyr bag tremmer i EU's landbrug.

Det kan være slut med fikserede søer og høns i bur om få år. Europa-Kommissionen har nemlig netop meddelt, at den ved udgangen af 2023 vil fremsætte et lovforslag, der skal udfase husdyr bag tremmer i EU's landbrug.

Det har EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides, meddelt på et pressemøde onsdag. Det sker få uger efter, at Parlamentet med et overvældende flertal opfordrede Kommissionen til at udarbejde et egentligt lovforslag.

"Dyr er sansende væsener, og vi har en moralsk og social forpligtelse til at sikre, at det bliver afspejlet i dyrenes forhold i landbruget," sagde Stella Kyriakides ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I en udtalelse fra Kommissionen om forslaget står der desuden, at forbuddet vil understøtte EU's målsætning om, at 25 pct. af al landbrug dyrkes økologisk i 2030.

Eftersom et lovforslag endnu ikke er udarbejdet, er det endnu uvist, hvad forbuddet helt specifikt vil dække over, men der er lagt op til, at dyr i bur såsom burhøns og kaniner, fiksering af søer, og kalve i enkeltstalde skal udfases frem mod 2027.

Ifølge den danske parlamentariker Niels Fuglsang (S) er det en realistisk tidshorisont:

"Vi skal selvfølgelig give landmændene tid til at få det gjort. Vi skal lytte til landmændene og til dyrevelfærdsorganisationerne for at udarbejde en tidsplan for, hvordan det kan ske på en måde, så landmændene også kan overskue det økonomisk," siger han ifølge Ritzau.

"En historisk sejr"

World Animal Protection DK (WAP) kalder afgørelsen for "en historisk sejr for både dyrevelfærd og borgerdemokrati".

“Kommissionens beslutning kommer efter Parlamentets overvældende anbefaling af borgerforslaget ‘End The Cage Age’, og er et paradigmeskifte inden for EU's landbrug. I Danmark vil det få afgørende betydning for millioner af dyr, hvis uværdige tilværelse bag tremmer, snart vil være et sort minde fra fortiden,” siger Esben Sloth, kampagnechef for WAP, i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at et forbud også vil få betydning for dyrevelfærden uden for EU's grænser.

"'End The Cage Age' vil få betydning langt ud over EU's grænser, fordi reformen vil påvirke resten af verdens opfattelse af dyrevelfærd, og fordi EU efter alt at dømme vil indføre nogle import-restriktioner i forhold til konkurrenceforvridning og dyrevelfærd,” forklarer han.

Compassion in World Farming EU, der koordinerede borgerforslaget, forudser, at vi bevæger os ind i en ny æra for husdyrproduktion.

"Det føles som et af de øjeblikke i historien, hvor strømmen vender. Det lykkedes dyrevelfærdsbevægelsen at ryste buret og så frøene til en ny æra," siger Olga Kikor, kampagneleder ved Compassion in World Farming, til Reuters.

De landmænd, der bliver nødt til at omstille produktionen, vil kunne modtage støtte fra EU.

Når Kommissionen fremsætter lovforslaget, skal EU-Parlamentet og de 27 medlemslande godkende det, før det kan træde i kraft.

Flere artikler fra samme sektion

149 områder er udpeget til Store Naturområder

Københavns Universitet har nu udpeget 149 områder i Danmark, hvor det ifølge forskerne giver mest mening at udlægge arealer til store, sammenhængende naturområder – der hvor det ifølge forskerne mest omkostningseffektivt også skaber det største udbytte for biodiversiteten.

31-05-2024 4 minutter Biodiversitet

Til den grønne trepart: Økologi er et sikkert kvælstofvirkemiddel

POLITISK KLUMME: Aarhus Universitet har vurderet, at en fordobling af det økologiske areal vil bidrage med ca. 1.000 ton mindre udledt kvælstof. Økologi udgør lige nu godt 10 pct. af landbrugsarealet.

31-05-2024 5 minutter Klumme,   Økologisk Landsforening,   Politik

Foreninger sagsøger Miljøstyrelsen for at give gentagne dispensationer til forbudte sprøjtegifte

Sprøjteproduktet Asulox har aldrig opnået godkendelse i EU, men alligevel har Miljøstyrelsen siden 2008 hvert år givet dispensation til brugen. Giften anvendes af landmænd i halvdelen af landets kommuner.

30-05-2024 4 minutter Pesticider